Kender du det med at sidde med en klient, som det er rigtig svært at hjælpe? Hvor alle metoder og tricks du har til rådighed bare ikke flytter en tomme? Hvor du i løbet af tiden, der går bare bliver mere og mere frustreret og ikke aner dit levende råd?
Måske har du forsøgt dig med at spørge ind til hvad der tidligere i klientens liv har fungeret i krisesituationer, bare for at finde ud af, at den metode ikke virker mere, selvom den har været brugbar adskillige gange før…
Måske har du forsøgt dig med diverse forskellige teorier og metoder uden det store held, og det virker som alting er fuldstændig fastlåst.
Det kan også være du har forsøgt at forklare klienten noget om hvad der virker for andre, og hvordan der kan arbejdes videre – også uden resultater…
Er det dig der er håbløs til dit arbejde?
Det rungende svar er “nej – det er det ikke!”
Du mangler bare forståelsen for at hjælpe klienten ved at tilgå deres problemer fra andre dimensioner.
I processwork opereres med forskellige oplevelses dimensioner. Det betyder, at hvis du ikke kan løsne knuden eller problemet i en dimension – hvis du er kørt fast og blokeret i den dimension, så kan knuden opløses, ved at tilføje en dimension.
Går du til andre oplevelsesdimensioner, så indeholder de på finurlig vis evnen til at opløse eller transformere sådanne hårknuder, så de bliver til at håndtere, og viser vejen frem.
Løsninger viser sig spontant, når der skiftes dimension.
Tankegangen bag er egentlig sammenlignelig med simpel matematik, som du lærte det i folkeskolen: Kan man ikke få ligningen til at gå op, må man opløse faktorerne (i anden potens)
Går vi til en anden dimension, finder, mærker og oplever vi anderledes, nye og kreative veje at gå. Veje, der allerede ligger og venter i den enkeltes iboende natur.
Når vi går til andre dimensioner i processwork dykker vi ind i den enkelte klients indre liv, for derigennem at finde oversete ressourcer.
Ideen om parallelle verdener stammer fra den amerikanske fysiker Hugh Everett’s teori om ”mange verdener”, som værende parallelle, i stedet for kvantefysikkens tidligere antagelse om at en tilstand kollapser ind i en anden. Altså kvantefysikkens ide om, at en bølge kollapser ind i at være en partikel, når den observeres.
Helt teknisk mente Everett, at der ikke sker et kollaps, men at vi glider over i, – eller deltager i en tilstand ad gangen, mens andre tilstande samtidig bliver ved med at eksistere.
Mindell forklarer ideen med parallelle verdener ved at sige, at når vi fokuserer på noget, opfatter vi mest sandsynligt det vi oplever ensidigt ud fra vores kultur og vores vedtagne virkelighed.
Men der ligger i enhver oplevelse et hav af andre oplevelser, som blot er afventende. Det betyder, at vi vælger en, og marginaliserer andre, ved ikke lige at fokusere på dem.
Begrebet parallelle verdener er en af grundpillerne i processwork.
I selve procesmetoden afsløres, at vi har en primær proces, som vi identificerer os med, og en sekundær proces, som ligger ud over denne identitet.
Sagt på anden måde: Der er altid noget som er tættere på vores opfattelse af os selv, og samtidig en drømmende proces, som ligger længere væk fra vores identitet, og som derfor udtrykker sig ude af trit, gennem for eksempel krops signaler og oplevelser, der ikke passer ind i sammenhængen.
Vi går alle rundt i parallelle verdener hele tiden, men fokuserer ikke på det, og er ikke bevidste om det.
Vi forsøger almindeligvis bare at tvinge vores personlighed til at identificere os med – og opfører os som om der kun var en enkelt verden.
Det er helt okay, men vi betaler prisen med at marginalisere alle vores andre oplevelser, som ikke passer ind i vores primære identitet og selvforståelse.
Skifter vi til en parallel verden, kommer vi i kontakt med en flydende generativ energi, som er meget anderledes end vores traditionelle ”en-verdens” bevidstheds tilstand.
Lige nøjagtig det, er kernen i Mindells oprindelige ide med proces – det vil sige – den dynamiske energi i tilsyneladende statiske oplevelser.
Når vi foretager dette skift, får vi adgang til en anden verden, fyldt med dets egne koncepter, følelser og billeder, som vi ikke tidligere havde adgang til.
Helt psykologisk betyder det, at hvis vi går dybere ind i vores traditionelle verden eller skifter til en parallel verden, så får vi adgang til et sted, som har dets egne fornemmelser for tid og rum, indeholder løsninger, og kreative potentialer.
Altså vel og mærke hvis vi foretager dette skift med opmærksomhed og nysgerrighed.
I virkeligheden fornemmer vi alle et eller andet sted, at vi har brug for disse parallelle verdener.
Ubevidst søger vi nemlig disse, ved at bruge afhængighedsskabende substanser. Vi ser film, dulmer os med cigaretter, eller drikker kaffe, for at få et afbræk fra vores traditionelle måde at opfatte os selv i verden på.
Desværre er mange af de oplevelser vi her søger, splittet fra vores ordinære verden, og bliver derfor ikke bragt tilbage til denne verden, så de kan integreres og have positiv indflydelse og transformere vores hverdagsliv.
I processwork opereres med forskellige parallelle verdener, som er vidt forskellige.
Et plan eller verden kaldes her for konsensus verdenen, og den inkluderer, hvad der passer ind i den ordinære verden.
Nedenunder denne verden er en ikke-konsensus virkelighed, hvilket betyder, at de oplevelser vi har her, er der ikke plads til i konsensus verdenen. Denne verden kalder Mindell for drømmeplanet. I denne verden ligger vores drømme, – billeder og figurer, indre kropsoplevelser, sansninger fra fortiden og fremtiden mmm.
Det siger sig selv, at med vores ensidige traditionelle konsensus årsag-virkning verden, som eneste udvej til at håndtere problemer med, kommer vi undertiden til kort når vi forsøger at løse eller lindre et problem.
For at gøre en forskel for klienten, er det en god ide at tilføje parallelle verdener – gå til andre dimensioner, for at komme frem til vedvarende, robuste, kreative og grundlæggende ændringer.
Det kan du gøre, fordi alle menneskelige oplevelser indeholder parallelle verdener.