Feedback som terapeutens rettesnor

For rigtig mange år siden var jeg udsat for en mærkelig oplevelse.

Jeg var i en træningsgruppe på en psykoterapeutisk uddannelse sammen med nogle andre. Vi skulle træne ”på” hinanden, for at styrke vores færdigheder som terapeuter.

Fantastisk ide, fordi mange fejl bliver gjort og rettet i den sammenhæng, samtidig med at vi kunne hjælpe og støtte hinanden med at få håndværket ind under huden.

En særlig dag var det min tur til at være ”kanin”, – det vil sige, at det var mig, der skulle præsentere en problematik, som terapeuten i spe, så skulle finde ud af at gøre noget ved. 

Et stykke inden i sessionen registrerede jeg, at jeg vist ikke var ”en god klient”. Personen kæmpede med at finde ud af hvordan vi skulle komme videre, og jeg var også gået vild, og kunne ikke hjælpe.

Vidste bare, at de ting der blev foreslået, føltes helt forkert, og det hjalp ikke at der blev lagt pres på mig for at ”gå med” på et eller andet, bare for at komme videre.

Var jeg virkelig en dårlig klient?

Det hjalp heller ikke at der mellem linjerne blev insinueret at jeg var besværlig, når jeg blot til interventionsforslag kunne fortælle, at det mærkedes forkert at gå den vej.

Sessionen var gået fuldstændig i hårdknude.

Jeg forsøgte at komme med et forslag til, hvordan vi kunne komme videre, men det blev fejet af bordet.

Var det mig der var forkert på den, eller “terapeutens” interventions forslagene der ikke ramte i plet?

Jeg har i forskellige terapeutiske sammenhænge som klient oplevet at andre har defineret hvem jeg er. Altså har sat ord på min indre psykologi, og særligt dens mangler. Fortalt mig hvor jeg var forkert. Hvor jeg trængte til at arbejde mere med mig selv.

Det har hver gang virket som om der er gået efter en fejlfindings model, og det har oplevedes ubehageligt for mig. Nærmest grænseoverskridende. Jeg har følt mig sat i bås, og defineret fuldstændig udefra af personer, som jeg end ikke kendte.

Men…oplevelserne kan bruges til noget, for….

…..episoderne har været lærerige for mig.

Det har været sundt at opleve hvordan det føles at være i “klient stolen”, netop fordi det sætter den anden side af relationen – terapeutrollen i perspektiv. Hvad skal man som terapeut ikke gøre…

Vi skal som terapeuter træde meget varsomt.

I relationen mellem klient og terapeut er der nemlig på grund af det ulige magtforhold ekstrem meget ansvar der ligger på terapeutens skuldre.

Vi skal sikre os at vi ikke laver ”overgreb” på klienten, og at vi ikke ”rammer skævt” i forhold til deres behov, jævnfør ovennævnte eksempler.

En af de vigtigste pejlemærker vi som terapeuter har, for at ramme rigtigt, er klientens umiddelbare feedback.

Hvad betyder det at benytte feedback som rettesnor i det terapeutiske arbejde?

Faktisk er det nødvendigt at bruge klientens feedback i enhver sammenhæng i løbet af den terapeutiske proces.

Lige fra at se efter klientens feedback når du foreslår en intervention, –  til at registrere klientens feedback undervejs i løbet af sessionen.

Okay – got it! – men hvad mener du egentlig helt specifikt med feedback?

Almindeligvis er feedback noget vi forbinder med at vi udtaler os efter et eller andet er fundet sted, eller er sagt. Altså noget verbalt, – som enten bliver spurgt efter, eller forekommer spontant.

Her er det, at det trickye kommer ind i billedet.

For på grund af den ulige relation, kan vi ikke forvente at klienten siger sin mening, og på den måde reagerer på hvad der foregår. Vi kan heller ikke konstant spørge på feedback undervejs i forløbet, fordi det vil hakke et flow helt op.

Hvad kan vi så gøre?

Vi skal se efter tegn på feedback!!

Reaktioner som…

Spontane bevægelser

Udbrud

Stemmeføring

Suk

Øjenbevægelser

Ansigtsudtryk

Det kan være ganske subtile udtryk, eller større reaktioner, – der som kendetegn har, at det er hurtige reaktioner på hvad der sker, hvilket betyder at det meste foregår fuldstændig ude af klientens kontrol, og netop er…. spontane.

Både de subtile og større reaktioner er vigtige, og brugbare for at sikre sig at vi er på rette spor.

Det sætter nemlig terapeuten i stand til at vurdere, om det er et ”go” eller ”no go”.

Om der reageres positivt eller negativt på et forslag, så vi sammen kan sætte kursen den rette vej.

Vi skal netop være lige der hvor det sner.

Der hvor energien er til stede og fortættet i momentet, og det kræver et ”ja”.

Ellers bliver sessionen flad og uvedkommende, og berører ikke klienten i det lange løb.

Eller du kommer til at ”køre” klienten over i din iver for at komme derudaf, hvilket betyder, at du laver overgreb.

Begge dele… not good

Så hold dine øjne og sanser åbne, når klienten fremlægger hvordan de oplever et problem.

Registrer deres signaler på dine efterfølgende interventionsforslag, på hvad I kan undersøge videre – for at fange alle små og store reaktioner.

Og ja, –  det er forslag du kommer med. Ikke en fasttømret pakke, der pinedød skal følges.

Det er super vigtigt at sikre sig positiv feedback, inden der kan arbejdes videre. Inden I sætter retningen.

Faktisk er det akilleshælen i forhold til om sessionen bliver en succes eller ej, – og altså brugbar for klienten på den lange bane.

Vi skal netop tilpasse os klientens proces… og ikke omvendt tilpasse klienten til vores ideer eller metoder!

Almindeligvis er de fleste klienter mere end interesserede i at vi udforsker sammen og på deres præmisser, netop fordi det handler om dem –  og om at de bliver klogere på sig selv, når vi dykker ind i noget interessant, som der har været god feedback på.

Ved at sikre os at gå med klientens spontane non-verbale som verbale feedback, vil du altid være på rette spor, fordi du følger klientens naturlige proces.

Dine interventionsforslag sker nemlig ud fra det klienten allerede gør, men som de er ubevidste om.

Det betyder at I lander i den proces, hvor der ikke er modstand, og hvor I hele tiden følger de detaljer, som er relevante for den givne proces.

For at være, hvor det sner, og hvor der er hul igennem.

Alt andet er spild af tid. Både klientens og din tid.

Måske har du ret i dine antagelser og overvejelser omkring klienten, men det er ikke hjælpsomt, hvis klienten ikke er lige der i sin proces.

Vi bliver som terapeuter nødt til at følge den til enhver tid værende proces, som klienten har, og gå med klienten i stedet for imod.

Derved sikres, at klienten aldrig føler sig forkert, eller ikke set af dig som terapeut, og du kommer ikke til at misbruge din magt i relationen.

I er nemlig sammen om at undersøge problematikker og mysterier – i stedet for at påpege fejl.

Sessionen bliver et sam-arbejde, hvor klienten bidrager – ja, faktisk med det meste.

Hvor du som terapeut er facilitator og hjælper klienten i kontakt med vigtige opdagelser om dem selv.

Kræver det stor kapacitet som terapeut at kunne foreslå diverse interventioner?

Ja, – og nej.

Det kræver at du er sensitiv og vågen undervejs i klientens beretning om problematikkerne de har, og allerede her registrerer områder, ord eller ting, som du som terapeut bliver nysgerrig på, eller mærker at klienten har energi på, når de udtrykker sig.

Det sætter nemlig retningen på hvilke dele af oplevelsen I kan dykke ind i, og dermed kan du opliste diverse interventionsmuligheder.

Vil du læse mere om terapeutens redskaber? >>> Sekundær opmærksomhed – en game changer for terapeuten