Lytter du til dig selv?

Om at lytte til dig selv, og se signaler fra omgivelserne

Om foråret har jeg en tilbagevendende begivenhed, der lokker mig udenfor i lyset og de spirende vækster:

Jeg forsøger at holde bestanden af brombærkrat nede, på den naturgrund vi har.

Det gør jeg, fordi jeg ikke vil have dem til at brede sig. De stikker,  – giver ikke bær, og danner lynhurtigt (i løbet af nogle få år) et uigennemtrængeligt krat, der bare vokser sig større og større.

Det skal gøres på den tid af året, fordi det senere hen er umuligt at finde dem i græsset.

Jeg graver dem op.

Går rundt med en affaldssæk fra sted til sted, så rødder og grene kan blive helt destrueret.

Så det gjorde jeg også i år, hvor naboen havde fjernet sit trådhegn ind til os, så jeg rigtig kunne komme til, hvor jeg i årevis har haft problemer med at  få det hele med. Skøn!

Fordi jeg ikke tidligere har kunnet komme til, var rødderne voldsomt store. Helt oppe i størrelse som en stor knyttet hånd.

Jeg svedte, – knoklede, og var vældig tilfreds med at kunne se, at arbejdet skred fremad.

Da jeg nææææsten er færdig, sker der det, at en kvist fra en lille gren svirper ind i mit højre øje.

Brandærgerligt, fordi jeg ville gerne være helt færdig, men smerterne gjorde, at jeg blev nødt til at holde med det samme, og ikke kunne lave mere den dag.

Og det kunne så være den historie.

Det er det bare ikke.

For kigger jeg nærmere på, hvad der i grunden skete, så ved jeg udemærket godt, at jeg i mindst et minut før, – temmelig sikkert flere – havde fået signaler fra mig selv, om at jeg i grunden var træt, og trængte til et hvil.

Det fik jeg så, da kvisten stoppede mit arbejde, og jeg på den måde fik et signal fra verden udenfor mig, som jeg ikke kunne sidde overhørig.

Min hjerne sagde, at jeg gerne ville have hele arbejdet overstået, – mine krop – sagde noget andet.

Hvis jeg analyserer lidt på begivenheden, kan jeg se, at jeg blev ukoncentreret, – fordi jeg var træt. 

Når man er træt, sker der lettere ulykker – selvfølgelig.

Var det min egen skyld?

Tja….

Jeg var i al fald ikke hurtig nok til at reagere på mine egne signaler.

Hvor vil jeg så hen med denne historie?

Jeg fik ikke reageret på hvad jeg egentlig vidste, – havde fået signal om, og kunne mærke.

Sat på spidsen, så hjalp kvisten mig med at stoppe, fordi jeg ikke selv kunne finde ud af det.

Som det så smukt hedder:

“Kan du ikke høre, må du føle”

Og ingen er ufejlbarlig

Denne – næsten ubetydelige – historie er et lille eksempel på, hvor svært det undertiden er at slippe ideerne der ligger i hovedet, og så lade andre signaler komme frem og styre balladen.

Jeg træner stadig på denne balance – og har gjort det i mange år. De betyder, at jeg nu i al fald ikke behøver at ærgre mig, – for jeg ved, at det er mig selv, der spænder ben – – –  for mig selv, og at verden hjælper mig.

Jeg behøver derfor ikke engang at komme efter mig selv. 

Hvad med dig?

Kender du til lignende situationer fra dit eget liv?

Hvor hovedet og ideerne, om hvordan virkeligheden burde være, tager over, med det resultat at du er blevet stoppet udefra af verden på den ene eller anden måde?

Hvor du ikke får lyttet nok til dig selv i en situation, og derfor efterfølgende må konstatere at signalerne fra omgivelserne viser dig vejen frem?

For det at fange de små signaler fra sig selv, i steder for at køre overordnede strategier fra hjernen og dens ideer om, hvordan livet skal se ud, er en livskunst, som vi alle atter og atter kan træne på.

>>> Hvornår bliver det din tur? <<< Læs mere ved at klikke på linket

Scroll til toppen