Kender du udtrykket “at læsse af”?
Det betyder, i al sin korthed, at en person fortæller en anden person, det der går dem på. Det de er træt af. Det de synes er uretfærdig. Det de føler er ved at hidse dem op… osv. osv.
Du har sikkert oplevet det. At en eller anden du kender godt (eller mindre godt) brokker sig højlydt og længe over et eller andet i deres liv, som de ikke er tilfreds med.
Det der her er interessant er, hvordan du reagerer!
Og……
Hvad, den der læsser af, vil opnå.
Hvad er det der sker?
Det sidste først: Hvad tror du, at den der læsser af vil opnå? Vil de (bare), som ordet indikerer, have lov til at vælte alt det, der trykker dem af? Vil de have opmærksomhed? Vil de have løsninger?
Oftest oplever jeg, at de bare vil have lov til at brokke sig. Og netop læsse af. Det vil sige: komme af med affald!!
Men er du en affaldsstation? En genbrugsplads?
Og hvis du kommer med forslag til at løse deres problem, bliver de så afprøvet? Eller fundet for “lette”? Eller bliver du efterfølgende overfuset med, at det ikke hjælper, når de har prøvet (læs: at det var et dårligt råd)
Og hvor ofte oplever du, at alt det der læsses af på dig, bliver til DINE problemer, eller DIT ansvar at spekulere og finde en løsning til? De læsser nemlig psykisk materiale af. Og det belaster.
Hvad sker der med dig?
Egentlig er det ikke fair. Det var jo oprindeligt ikke dit problem, og nu roder du til langt ind i natten med at finde løsninger, som alligevel bliver forkastede.
Bliver dårlig tilpas, og spekulerer alt for meget, og bruger nattesøvn. Måske i solidaritet, eller fordi du af et godt hjerte bare gerne vil hjælpe.
Eller er det en vane, at du bare tager dig af?
Har du efterfølgende prøvet at fremlægge de løsninger du er kommet frem til efter uendelige spekulationer, for blot så at få at vide, at det tænker personen da ikke længere over?
Hvordan føler du dig så?
Kan du se det selv?
Der er noget her, der er riv-ruskende galt!!
Hvad der foregår der egentligt?
Sagt meget kort, så handler det op, at der er problemer med det at tage ansvar. Du tager for meget, og den anden tager for lidt!!
Du føler, at vedkommende, – ved at læsse af, – har givet dig sit problem, – og du gør så dit til at løse det.
Og den anden – den der læsser af – er bare kommet videre, – eller alternativt hører du igen og igen den samme plade af beklagelser, som personen ikke handler på, for de får luft for et stykke tid, og så vender problemerne tilbage.
Det er til at få pip af.
Hvad kan du gøre?
Du slider åbenlyst på dig selv, og belastes gang på gang af noget, der ikke engang tilhører dig!
Det er virkelig skørt.
Egentlig handler det om, at du skal til at lægge en anden strategi. Forandre din måde at reagere på.
Ikke sådan at du ikke må være deltagende i andre personers problemer, eller synes det er træls for dem. Selvfølgelig må du være deltagende. Men det er jo ikke dit problem at løse dem, vel?
Du skal i virkeligheden blot sidde på din egen side, og se på. Selvfølgelig komme med kommentarer, men ikke med sådanne, at du overtager hele møjet.
Spørgsmål til den anden er her gode.
En af de bedste jeg kender er denne: “Hvad vil du gøre ved det?”
Lignende spørgsmål kan du selv finde på, men essensen er, at de skal signalere, at den anden skal til selv at tage affære.
Ved at stille spørgsmål af den karakter, sker der nemlig to ting samtidig:
- Du bliver på din egen banehalvdel, og viser, at du nok er deltagende, men at det ikke er dit problem
- Du får aktiveret den anden til måske at overveje, om der skal gøres noget
Det betyder på den lange bane, at du slipper for at arbejde for andre. At du ikke længere påtager dig det psykiske stykke arbejde, som tilhøre en anden.
Og på den anden side, bliver det tydeligt, at den anden skal til at arbejde med deres eget psykiske stof selv. Tage ansvar, og gøre noget ved det.
For det er jo det det handler om – at få den anden hjulpet videre på vejen til at få et bedre liv. Det vil aldrig ske, ved at du tager affære og gør – det vil sige, løser tingene for dem. Kommer med forslag, der ikke bruges. Tingene flytter sig ikke.
Hvis du fastholder den “gamle” måde at forholde dig til andre der læsser af, forbliver de “dovne”, og du frarøver dem muligheden for at udvikle sig. Du er med til at fastholde status quo. De forhindres i at gro, – blive handledygtige individer, der tager ansvar for sig selv.
Og det er jo heller ikke smart for dig, at du udmatter dig selv, ved at udføre det arbejde, der retteligt tilhører en anden.
>>>Hvornår bliver det din tur?<<<
Læs mere ved at klikke på linket